Angrebet på Nürnberg

Tungdykkerangreb mod den tyske krydser Nürnberg i april 1945

Af Sven Erik Jørgensen


Den 15. maj 1945, 10 dage efter at de tyske tropper i Danmark havde kapituleret, holdt sabotageaktioner BOPA (Borgerlige Partisaner) en pressekonference i Otto Mønsteds bygning i København. Nürnberg fotograferet i nordbassinet umiddelbar efter den tyske kapitulation den 4. maj 1945. Bag Nürnberg ses Havnevæsenets isbryder Vædderen. (Frihedsmuseet, Danmark)Ved pressekonferencen blev flere af BOPA’s seneste sabotageaktioner gennemgået. Ved denne lejlighed fik offentligheden for første gang kendskab til en dristig sabotageaktion rettet mod den tyske krydser Nürnberg, der mod krigens slutning lå i Københavns Frihavn. Operationen blev gennemført af en dykker, som placerede en bombe under krydseren. Bomben eksploderede dog ikke. Dykkeren var artillerimat Henry Chirholm, som ved pressekonferencen selv fortalte om operationen. Uanset denne operation kun var en af mange, som blev gennemgået ved pressekonferencen, og uanset den mislykkedes, gjorde den så stort et indtryk på den journalist som refererede pressekonferensen for dagbladet Jyllandsposten, at halvdelen af artiklen blev helliget denne operation, og artiklen fik overskriften ”Krydseren Nürnberg skulde sprænges i Københavns Havn”. Der var så sandelig også tale om en bedrift ud over det almindelige.

Mod 2. verdenskrigs slutning havde de allierede luftherredømmet, og det var farligt for tyske skibe at færdes i Østersøen. Denne situation medførte, at den tyske krydser Nürnberg lå i Københavns Frihavn. Krydserens ildkraft var betydelig, og skulle det komme til kamp i København, kunne den være en alvorlig fare for de danske frihedskæmpere og andre, som skulle udkæmpe et sidste slag mod den tyske besættelsesmagt.

Modstandsbevægelsen besluttede derfor, at Nürnberg skulle uskadeliggøres. I første omgang blev der gennemført en sabotageaktion, hvor der blev anbragt en sprængladning i en kanal i kajen ud for Nürnberg. Meningen var, at nogle kulkraner, som stod på kajen, ved sprængningen skulle vælte ud over Nürnberg. Sprængningen lykkedes, men kranerne væltede ikke, og selv om krydseren blev beskadiget, var den stadig operationsdygtig. Efter denne oplevelse, flyttede tyskerne krydseren og satte den under skarp bevogtning både på dæk og på kaj. Der blev også placeret projektører, som oplyste vandet, således at et angreb fra søsiden kunne opdages. Modstandsbevægelsen undersøgte derfor, om der kunne gennemføres et angreb under vandet. Til dette job søgte man en dykker til at uskadeliggøre det nok bedst bevogtede sabotageobjekt i Danmark.

Henry ChrisholmEfter at Den Danske Flåde den 29. august 1943 havde sænket egne skibe, for at forhindre at de fald i hænderne på de tyske tropper, overtog de tyske tropper Flådestation Holmen. Søværnets Dykkerskole kunne ikke længer forsætte arbejdet på Flådestationen. Da skolen havde civile elever, fik skolen lov at fortsætte med base i Tuborg Havn. På det tidspunkt, hvor BOPA skulle finde en dykker, var et hold dykkerelever på 14 mand under uddannelse. En af disse elever var den 26 årige artillerimat Henry Chirholm fra Hørret ved Århus. Chirholm var involveret i illegalt arbejde, og havde bl.a. deltaget i våbentransporter, og var i øvrigt med i en modstandsgruppe 8 Ø som fortrinsvis bestod af personel fra Søværnet. BOPA’s valg faldt derfor på Chirholm, som fyrmester Vestbo kontaktede. Chirholm accepterede opgaven, og forberedelserne blev påbegyndt.

Man kunne ikke anvende slangeforsyning til dykkeren, dels ville boblerne hurtigt røbe dykkeren, og dels ville luftpumpen kunne høres viden omkring. Søværnets Dykkerskole rådede over et enkelt Dräger injektorapparat type DM 20, til hvilket der på Holmen var fremstillet en to-bolt hjelm. Injektorapparatet er et halvåbent selvforsynende apparat, som arbejder på ren ilt, og hvor den udblæste iltmængde er ganske ringe og hurtigt optages i vandet. Apparatet var således ideel til formålet. Til apparatet skulle anvendes en kalipatron til optagelse af kuldioxiden i dykkerens udånding. Åbenbart kunne man ikke skaffe en kalipatron i den optimale størrelse, men måtte nøjes med en patron med en driftstid på lidt over en time. Dette blev anset for tilstrækkeligt.
Apparatet var udover iltflasker til åndeluften forsynet med 2 små iltflsker i brystloddet, som ved åbning kunne øge dykkerens opdrift og få ham til at stige op til overfladen. Chirholm var på Dykkerskolen blevet undervist i slangedykning og i anvendelse af injektorapparatet. Han fik en hurtig undervisning i, hvordan bomben skulle håndteres, og hvordan forsprængladningernes sprængblyanter skulle aktiveres.

Den 24. april 1945 om formiddagen henvendte Vestbo sig til maskinmester N. Juul på Søværnets Dykkerskole, og orienterede ham om operationen. Vestbo fortalte også, at han havde truffet aftale med en af dykkerskolens elever Henry Chirholm, om at Chirholm skulle placere bomben under Nürnberg. N. Juul accepterede straks planen.

Vædderen (nærmest dækmolen) med Bryderen på siden, fotograferet i 1938. Isbryderne ligger på samme sted, som da operationen blev gennemført. (Københavns Havn)Planen var, at man ville ankre en båd op ca. 200 meter fra krydseren, og så om natten lade dykkeren gå på bunden hen under krydseren og der placere en bombe med 100 kg sprængstof. Da operationen skulle foregå i total mørke, havde man brug for en tynd line, som kunne lede dykkeren tilbage til udgangspunktet, når bomben var placeret. Fyrmester Vestbo havde lånt en båd fra Havnevæsenet, samt nogle af Havnepolitiets uniformer, således at det hele kunne se officielt og troværdigt ud.

Operationen skulle gennemføres samme nat, og i fællesskab gik man i gang med de sidste forberedelser. En 200 meter lang tjæret line blev lånt ved havundersøgelseskibet Biologen, som lå i Tuborg Havn. Iltflaskerne blev fyldt ved Brandvæsenets Røgdykkerskole på Enghavevej.
Søværnets Dykkerskole måtte ikke blive indblandet, i det tilfælde at operationen skulle blive afsløret, og udstyret faldt i tyskernes hænder. Det blev derfor aftalt, at BOPA senere på dagen skulle arrangere et fingeret holdup på Dykkerskolen, hvor det udvalgte dykkergrej så skulle ”stjæles”. Da lastvognen om eftermiddagen kørte op foran Dykkerskolen, blev det ”stjålne” udstyr velvilligt læsset på vognen, som satte kurs mod havnevæsenets motorbåd ved Bodenhoffs Plads. Materiellet blev placeret i båden, hvor bomben, som bestod af en sæk med 100 kg sprængstof, i forvejen var blevet anbragt. Samme eftermiddag mødtes de involverede i Vestbos lejlighed for en sidste gennemgang af operationen.

Chirholm mødte ved Bodenhoffs Plads kl. 18:00. Der var i alt 5 mand i båden. Foruden Chirholm var det Vestbo, Havnevæsenets 2. dykker, fyrbøder Blitz fra Søværnets Dykkerskole og yderligere en hjælper. Inden Chirholm mødte op ved båden, ringede han til sin far i Mårslet ved Århus for på denne måde at tage afsked, hvis det værst tænkelige skulle ske. Chirholm røbede dog intet om operationen for sin far.

Dykkerudstyret som Chirholm anvendte ved angrebet mod den tyske krydser Nürnberg i april 1945 fotograferet i 1945 på Den store Modstandsudstilling på Østerbro i København. (Frihedsmuseet, Danmark)Umiddelbart efter kl. 18:00 sejlede gruppen mod Frihavnen, man skulle være fremme inden kl. 20:00, da havnen blev spærret på dette tidspunkt. Kl. 20:00 lagde gruppen til på siden af to isbrydere - DFDS’s Bryderen og Havnevæsenets Vædderen, som lå i Nordbassinet, samme bassin som krydseren og kun 200 meter fra denne.

Der gik ikke lang tid, før de fik besøg af tyske orlogsgaster fra Nürnberg. De blev fodret med cigaretter og forlod ikke båden, før de skulle være tilbage på Nürnberg ved 22-tiden.
Nu skulle sprængblyanterne gøres klar. Dette skete om bord på Vædderen. Sprængblyanter var en lille sprængladning som sprænges et bestemt tidspunkt efter, at blyanten var aktiveret. Blyanterne fandtes med forskellig forsinkelse, de der blev anvendt her, havde en forsinkelse på 12 timer. Aktiveringen skete ved, at blyantens ene ende blev klem flad, hvorved en glasampul med syre knuses. Syren løber ned over en metaltråd, som holder en forspændt slagstift tilbage. Når syren har ædt tråden igennem, frigøres slagstiften, som rammer en fænghætte, der sender en ildstråle ind i en detonator, som sprænges. Blyanten placeres i sprængstoffet, som sprænges sammen med blyanten. Sprængblyanterne er dog ikke anvendelige under vandet, og for at råde bod på dette forsynede gruppen dem med gummihætter, som skulle forhindre havvandet i at trænge ind i blyanten og ødelægge den. Dette arbejder voldte nogle vanskeligheder, ikke mindst fordi det foregik i lyset fra et stearinlys. Der blev klargjort 10 – 12 blyanter.

SprængblyantUnder arbejdet blev der brug for en tang, som en af hjælperne blev sendt ned i båden efter. Ikke så snart var han gået, før der fra kajen hørtes et ”Halt”. En tysk patrulje havde opdaget manden og ville høre, hvad lavede på havnen på dette sene tidspunkt. Chirholm havde også hørt råbet. Han pustede hurtigt lyset ud og skyndte sig ind på kajen, for ikke at tyskerne skulle komme om bord. ”Noch ein” blev der råbt, og Chirholm måtte også op med hænderne. Vestbo havde også hørt, at noget var galt og kom til. Han forklarede den tyske patrulje, at de var fra Havnevæsenet og havde fået ordre til at kontrollere sabotagevagten om bord på isbryderne. Men da der ingen vagt var mødt, havde de besluttet at tage vagten. Den tyske patrulje troede på historien og ønskede dem ”god vagt”. Der havde aldrig været sabotagevagt på isbryderne.

Oplevelsen havde rystet gruppen. Var bomben og dykkerudstyret blevet opdaget, havde det været en livstruende situation. Man drøftede situationen og var lige ved at opgive forehavendet, men Vestbo argumenterede for, at operationen skulle gennemføres og fik modet tilbage i gruppen.
Ved midnatstid var man klar med bomben og sprængblyanterne, men da natten var lys, ventede man et par timer, inden man halede båden ind mellem stævnene af isbryderne. Her lå den delvis skjult, og man kunne fra Nürnberg ikke se, hvad der foregik i båden. Nu gik man i gang med at iklæde Chirholm, som først skulle i dragten. Derefter skulle kraven til hjelmen under slaget og hjelmen fastskrues ovenpå slaget. Endelig blev rygapparatet monteret og forbundet til hjelmen. Brystloddet med trykflaskerne blev hængt på Chirholm og forbundet til hjelmen, - og så ned i blyskoene. Kl. 3:00 var alt klar. Bomben blev firet ud over side af båden. Chirholm kravlede efter og gled langs linen ned mod bomben. Snart stod han på bunden af havnen - på 7 meter dybde - og i total mørke, kun med en line bundet om håndledet. Han samlede bomben op i favnen og begyndte at gå i retning mod krydseren. Bomben var meget tung og uhåndterlig, og Chirholm sank i mudder til knæene. Efter at have kæmpet sig frem mod krydseren i nogen tid fandt han på at gå sidelæns og trække bomben hen over bunden i ryk. Det var nær gået galt, da Chirholm slap bomben. Udventilen på dragten var klemt så meget, at der var en svag opdrift i dragten. Chirholm klamrede sig til bomben af frygt for at ryge op til overfladen. Han turde ikke linde på ventilen, af frygt for at store bobler skulle røbe ham.

DNürnberg fotograferet fra en position ved stævnen af isbryderen Vædderen hvorfor operationen blev indledt. (Frihedsmuseet, Danmark)et totale mørke gjorde det svært for Chirholm at orientere sig, men han fandt dog den skrå kant op mod kajen og fulgte den. Pludselig kom han ikke længere. Han var gået ind i en bunke stålwirer, og han selv bomben og livline hang fast. Sveden sprang frem på panden, men han bevarede roen og kom efter nogen tid fri. Han havde dog mistet orienteringen og var lige ved at opgive, da han så et lys i vandet foran sig. Det var lyset fra de projektører, som var placeret rundt om Nürnberg. Han huskede projektørernes placering og talte dem, til han var under forreste kanontårn. Krydseren lå dybt i vandet. Der var kun en god meter mellem havnebunden og krydserens bund. Her under krydseren justerede han udventilen og genvandt en negativ opdrift. Da bunden steg ind mod kajen, forsøgte han først at placere sækken her, hvor den ville komme tæt mod krydserens bund, men bomben gled ned. I stedet valgte han at placere den på krydserens anden side – ud mod bassinet. Han regnede med, at ladningen var stor nok til at slå gennem vandet. Sprængblyanterne havde han i en pose om halsen. En for en knuste han glasampullen og placerede blyanterne i sprængstoffet i sækken. Da arbejdet var gjort, trak han sig frem gennem vandet i livlinen - mod den ventende båd. Da linen efter nogen tid gik lodret op gennem vandet, vidste han, at han stod under båden. Han åbnede for flaskerne i brystloddet, men opdriften tog magten fra ham, og med et drøn ramte han bådens bund med hjelmen. Heldigvis hørte de tyske vagter ikke drønet. Chirholm var dødtræt og havde svært ved at komme op i båden. Da han var vel om bord, hørte han klokken slå fire, - turen frem og tilbage over bunden havde taget godt en time, svarende til brugstiden for injektorapparatets kalipatron. Chirholm blev klædt af, og apparat og dragt stuvet af vejen. Gruppen ventede nu resten af natten, og da det blev lyst, sejlede man mod Bodenhoffs Plads. På vejen blev dykkeapparatet dog placeret i Havnevæsenets skur i Nyhavn, og tre mand, deriblandt Chirholm, stod af her. Dette viste sig at være en klog beslutning, for da man ankom til Bodenhoffs Plads, ventede en tysk patrulje her. Tyskerne mente, at båden havde været på en illegal tur til Sverige, men de to forklarede, at de var sabotagevagter fra isbryderen Vædderen og foreslog, at tyskerne kunne ringe til krydseren Nürnberg for at få dette bekræftet. Tyskerne tog historien for gode varer og forsvandt.

Chirholm havde nogle dage i forvejen havde haft besøg af tyskerne, som forhørte ham, og kun med nød og næppe havde nået at skjule nogle våben i en skakt. Han turde derfor ikke tage hjem. I stedet satte han sig ind på en kaffebar, hvor han halvsov, til han senere på formiddagen kørte ud til journalist Kaj Christiansen i ”Det Kæmpende Danmarks Radiostudie” på Amager for her at indtale en beretning om operationen. Det var meningen, at pladen skulle bringes i den engelske radio BBC. Så snart braget var kendt, skulle pladen sendes til London via Sverige. Chirholm var meget træt og var ved at falde i søvn under optagelsen. Chirholm læste op af et manuskript forfattet til lejligheden på en sådan måde, at forhold, som kunne medføre afsløringer, var blevet sløret. F.eks. angives det, at man havde beslaglagt en båd, og at man anvendte marineuniformer, samt at dykkeapparatet var ”et man havde fået over (fra England) til sådanne formål”.
Indspilningen starter med: ”De hører den mand som sænkede den tyske krydser Nürnberg i København. Pladen er indspillet adskillige timer før eksplosionen indtraf, umiddelbart efter sprængladningen var lagt ud…….” – Men sådan gik det ikke - men ventede adskillige timer, men braget udeblev.

Holdet på Søværnets Dykkerskole i Tuborg Havn foråret 1945. Chirholm står i dykkerdragt yderste til venstre. (Søværnets Dykkerskole)Operationen fandt sted natten mellem den 24. og 25. april 1945. Den 26. april 1946 - dagen efter at Chirholm havde indtalt pladen i Det Kæmpende Danmarks Radiostudie, var han oppe til eksamen på Dykkerskolen. Han bestod, og det obligatoriske billede af dykkerne blev taget udenfor Dykkerskolen.

Da man havde indset, at operationen var mislykkedes, gik de 5 i gang med at konstruere en ny bombe. Hvorvidt der var trængt vand ind i sprængblyanterne, eller hvad der var årsag til funktionssvigtet blev ikke opklaret. Den nye bombe blev indbygget i en vandtæt jernbeholder, og sprængningen blev tidsstyret via et urværk i beholderen og med en forsinkelse på kun to timer. Der blev skaffet en kalibeholder med en driftstid på to timer. Alt var således klar til et nyt forsøg, da de tyske tropper kapitulerede den 5. maj 1945.

Chirholm var dog ikke helt færdig med Nürnberg. Dagen efter pressekonferencen i Otto Mønsteds bygning skulle Chirholm – nu officielt som Søværnets dykker – ned under krydseren for at fjerne bomben. Dette skete ved anvendelse af et traditionel slangedykkerapparat. Men da Nürnbergs tyske chef så, at der blev sendt en dykker ned under hans skib, frygtede han, at det skulle ”eftersaboteres”. Han beordrede dykkeren op, og for at understrege alvoren truede han med at skære dykkerens luftslange over. Chirholm blev kaldt op. En dansk marineofficer i engelsk uniform kom til og forklarede krydserens chef, hvad der skulle ske, og at han bare havde at hjælpe til. Den tyske chef bad dog om at få lov til at sende Nürnbergs dykker ned sammen med Chirholm. Dette blev accepteret, og i fællesskab fik de to dykkere bakset bomben ud under krydseren og op i båden.

Nürnberg overlevede krigen og blev senere udleveret til den russiske flåde, hvor den sejlede under navnet ”Admiral Makarov”
Dykkerapparat, livlinen og den 2. bombe blev udstillet i Frimurerlogen på Østerbro under Den store Modstandsudstilling i juli – august 1945.
Som tak for indsatsen under besættelsen, blev Chirholm udnævnt til kvartermester af 3. grad.

Efter befrielsen, fortsatte Chirholm i Søværnet, hvor han som dykker bl.a. var med til at rydde Århus Havn for ammunition, som bl.a. var blevet spredt ud over havnen og den nærmeste by ved 4. juli katastrofen i 1944, hvor en tysk lægter lastet med ammunition sprang i luften.
Chirholm fortsatte sin karriere i Søværnet, og var ved sin pensionering i 1979 kaptajnløjtnant. Chirholm døde i 1998.

Tak til: Ebba Chirholm, pens. kommandør Per Wessel-Tolvig, journalist Otto Ludwig, museumsinspektør Henrik Lundbak Frihedsmuseet, Leif Kourdahl Københavns Havn og pens. orlogskaptajn Jørgen Strange Lorensen for uvurderlig hjælp til uddybning og detaljering af denne bedrift, som må betegnes som enestående.