|
Den
danske 2-bolt hjelm (Hansens Patent)
I forlængelse
af artiklen om Peter Hansen Hessings 2-bolts-hjelm, vil vi i denne
artikel se lidt nærmere på hjelmens detaljer og prøve
at give nogle retningslinier for bedømmelse af fabrikationssted
og en mulig alder på disse hjelme.
Som nævnt i forrige tidsskrift blev 2-bolts-hjelmen patenteret
i 1907. Vi ved, at hjelmen blev produceret af Orlogsværftet
på Holmen, Dykkerservice i København og af Siebe Gorman,
som fremstillede hjelmen på licens. Udover disse tre større
producenter blev hjelmen produceret af forskellige kobbersmede rundt
om i landet.
Hjelmen
   Hjelmen
måler fra bund til top 50 cm. Bredden på brystpladen
er 33 cm, og selve hjelmkuplen er 30 cm i diameter. Hjelmen vejer
20 -22 kg.
De første hjelme blev produceret som tre-vinduers hjelme
dvs. med et frontvindue og to sidevinduer. Efter ønske blev
der efterfølgende sat et topvindue i en del af disse hjelme.
Senere blev der produceret såvel tre- som fire-vinduers hjelme.
Almindeligvis
blev hjelmen ophamret i tre stykker - brystpladen blev hamret ud
i et stykke og trukket op som en cylinder ved hullet til hjelmkuplen.
Hjelmkuplen blev udhamret af et kobbersvøb, som blev samlet
med en slagloddet fingersamling på bagsiden. En afsluttende
topplade blev ligeledes samlet med svøbet med en slagloddet
fingersamling. Den nederste del af hjelmkuplen blev udkravet til
en cylinder, der passede ned over cylinderen på brystpladen.
Brystplade og hjelmkuppel blev samlet ved tinlodning. Til sidst
blev den øvre spændering tinloddet på brystpladen.
Generelt kan siges, at Siebe Gorman, Orlogsværftet og Dykkerservice
fremstillede deres hjelme på samme måde og med samlingerne
samme sted. Derimod er der set flere hjelme med både en og
to samlinger forrest og i siderne af hjelmkuplen, disse synes at
være produceret af kobbersmede, der ikke var i besiddelse
af de rigtige formværktøjer.
 Luftlederør
Ser vi op i hjelmens indre, ses de flade luftlederør, der
fører indåndingsluften ned forbi vinduerne, således
at disse holdes fri for dug. Ved afslutningen af rørene ses
en markant forskel - i Siebe Gormans hjelme har disse rør
en tragtformet afslutning, hvorimod de på hjelme fra Dykkerservice
og Orlogsværftet afsluttes lige og uden tragt.
Lufttilgangen
Bag på hjelmen findes lufttilgangsventilen. På de første
hjelme var denne ventil udformet som et klejnt  vinkelformet
rør med en 3/4" WRG tilslutning samt en flangesamling,
der indeholdt kontraventilen. Tilslutningen til hjelmen var meget
sårbar, og de fleste hjelme med denne tilslutning har da også
fået foretaget en efterfølgende reparation af samlingen
mod hjelmen. Endvidere viste det sig, at de skruer, som samlede
flangerne, ofte tærede, hvorved der var fare for, at flangerne
blev revet fra hinanden f.eks. ved et pludselig træk i luftslangen.
I Danmark blev der senere udviklet en mere kompakt lufttilgangsventil,
og samtidig ændrede man gevindet til et kraftigere 9/8"
x 16 gev. pr. tomme. Det specielle gevind sikrede, at man ikke kunne
iskrue nogen standart vandhanefittings. Således blev koblingen
gjort mere sikker overfor fejlmontage og mindre sårbar over
for stød. Endvidere blev kontraventilen monteret inde i selve
ventilhuset. Senere blev denne lufttilgangsventil gjort endnu mere
kompakt og lettere at fremstille. Disse seneste lufttilgangsventiler
er monteret eller eftermonteret på de fleste danskproducerede
hjelme. Siebe Gormann synes derimod ikke, at have ændret lufttilgangsventilen
igennem årene
. 
Luftafgangsventilen
Går vi længere frem på hjelmen, ses luftafgangsventilen.
Peter Hansens luftafgangsventil adskiller sig fra datidige luftafgangsventiler.
På de første hjelme fandtes der kun en sådan
ventil placeret i højre side og lidt bag hjelmens midte.
Senere blev der isat en ekstra luftafgangsventil på modsat
side. Med to ventiler var det muligt  for
dykkeren at lukke den lavest placerede ventil, når han skulle
arbejde liggende på siden. Herved kunne han undgå at
få vand ind i dragten gennem denne ventil, når trykket
i vandet udenfor var større end trykket i hjelmen. Medvirkende
til at stoppe en eventuel vandindtrængning var også,
at Peter Hansens ventil var forsyne med en læderpakning. Datidens
ventiler pakkede sædvanligvis metal mod metal. En anden fordel
ved Peter Hansens ventil var, at når dykkeren havde stillet
det konstant flow, kunne han uden at ændre flowet indstilling
åbne ventilen og lukke luft ud af dragt og hjelm ved at trykke
på en nikkeplade med hovedet. Nikkepladen var monteret på
ventilarmen, der var forlænget ind i hjelmen. Ventilarmen
var tillige ført et lille stykke udenfor ventilens håndgreb,
således at dykkeren ved et tryk med fingeren på ventilarmen
kunne lukke ventilen og øge luftmængden i dragten.
På denne tid var det et helt nyt koncept, at dykkeren kunne
justere luftafgangsventilen blot ved at påvirke den med et
tryk enten indefra eller udefra og samtidig stille flowet ved at
dreje på den udvendige del af ventilen.
Luftafgangsventilen er i bund og grund den samme type på de
forskellige fabrikanters 2-bolts-hjelme men kan variere lidt i finish.
 
 Sidevinduerne
Går
vi længere frem til sidevinduerne, findes der her markante
forskelle, hvor man til dels kan tids- og producentbestemme hjelmen.
De første hjelme var monteret med et meget klejnt sidevindue
med et gitter af messingtråd, gitteret var yderst sårbar
overfor stød og blev meget hurtigt ændret til en kraftigere
løsning.
Siebe Gorman brugte den samme ramme til 2-bolts-hjelmen, som de
brugte til deres egne 12-bolts-hjelme. Som det ses på billedet,
er gitteret for vinduet faststøbt til inderkanten af rammen.
Dykkerservice fik fremstillet et lidt kraftigere gitter, som var
faststøbt til en affaset kant mellem oversiden og inderkant
af rammen. Orlogsværftet havde sin helt egen model, hvor gitteret
var faststøbt til oversiden af rammen. Dette gitter var meget
stærkt overfor slag, idet slaget ikke forplantede sig direkte
ind på kanten af ramme og rude som ved de andre typer.
Sidevinduerne er 15 -16 cm høje og 11 cm brede uanset typen.
På de ældste hjelme ses nogle gange sideruder med udad
hvælvet glas. Årsagen til anvendelse af sådanne
glas var ønsket om at forstærke selve glasset samt
at øge synsvinklen i vandet.
Frontvindue
2-bolts-hjelmens frontvindue var unik, idet det var sidehængslet.
På samtlige 2-bolts-hjelme er frontvinduet hængslet
i venstre side af rammen. Vingemøtrikken til fastskruning
af vinduet er originalt med 7/16 WG. Udformning af vinduet er stort
set ens for samtlige producenters hjelme. Frontvinduet måler
udvendigt 16 x 13 cm og er forsynet med et gitter af messingtråd.
Topvindue
En del hjelme fik efterfølgende monteret et topvindue eller
et "vragvindue", som vinduet også benævnes.
Vinduet blev hovedsagelig brugt af dykkeren til at se, når
en krankrog eller et taklegrej kommer ned fra vandoverfladen.
Tit og ofte brugte man et sidevindue som topvindue, eller der blev
fremstillet en ramme, som blev forsynet med er messinggitter i lighed
med frontvinduets gitter.
Orlogsværftet var den eneste producent, der fremstillede hjelme
med topvinduer monteret som standart. Orlogsværftets topvindue
var udformet som sidevinduet men med en lidt kraftigere ramme.
Stenfiskerhjelmen
Mange danske hjelme blev forstærket med en kuppelformet kobberplade
på toppen af hjelmen. Pladen blev nittet og tinloddet til
hjelmen. Disse hjelme blev brugt af dykkere, der fiskede sten med
stentang. Stentangen blev båret af dykkeren hvilende på
toppen af hjelmen og herfra sat ned over stenen. Forstrækningen
var nødvendig af hensyn til sliddet og trykket fra stentangen
på hjelmen. Disse specielle hjelme havde ingen topvinduet,
da den ville være i vejen for stentangen eller blive knust
eller ødelagt af tangen.
  Lufthanen
Mellem underside af højre sidevindue og frontvinduet sidder
en lufthane eller "spitcock", som ventilen også
benævnes. 2-bolts-hjelmens lufthane var af konstruktion anderledes
end de lufthaner, der fandtes på de fleste øvrige datidige
hjelme.
Lufthanen var udformet som en stor vingemøtrik og virkede
som en udvendig toldhane. I modsætning til Siebe Gormans almindelige
toldhane var denne konstruktion særdeles slagfast og udformet
således, at den ikke kunne "fiske" tovværk
o.l.
Lufthanen
på Orlogsværftets hjelme var anbragt til venstre for
frontvinduet. Placeringen her skyldes, at der på højre
side var placeret en gevindstuds. Denne gevindstuds var beregnet
til at montere en slange fra en nødåndekilde, som bestod
af et lille 2 x 0,8 ltr. flaskesæt, der var indbygget i brystloddet.
Denne reservefunktion blev næste aldrig brugt under datidens
dykninger, i modsætning til i dag, hvor næsten alt overfladeforsynet
udstyr er forsynet med en nødåndekilde.
 
Samtaleanlæg
Det
elektriske samtaleanlæg blev først brugbart til dykning
flere år efter, at Peter Hansen fik patenteret 2-bolts-hjelmen.
Mange hjelme fik eftermonteret disse anlæg. Det er i skrivende
stund ikke lykkedes af finde ud af, hvem der udviklede den elektriske
vandtætte kobling, men der gættes på, at det har
været Dykkerservice i København, der sammen med elektronikfirmaet
M. P. Pedersen har udviklet koblingen. Denne karakteristiske kobling
blev senere standard i alle danskproducerede hjelme med samtaleanlæg.
For at få plads til højtaleren i hjelmen blev der monteret
en lille kobberkop i toppen af hjelmen. Kobberkoppen indeholdt magneten
til højtaleren, Kun højtalerens "pap" var
synlig inde i hjelmen.
Brystpladen
Går vi ned og ser lidt på brystpladen, er der også
her små forskelle, især omkring boltesamlingen og anlægsfladen
for bolten. Nogle er lidt større end andre, og selve spænderingen
kan variere lidt i længden. På de fleste af Orlogsværftets
hjelme er brystpladen og spænderingen ca. 5 cm længere,
end de 20 cm som er standart for de fleste øvrige 2-bolts-brystplader.
Hvad den forøgede længde skyldes, vides ikke på
nuværende tidspunkt.
Desværre har de fleste hjelme ikke nogen fabrikationsskilt
på mere, skiltene var normalt nittet på fronten af brystpladen
og var præget med fabrikantens navn. De danskproducerede 2-bolts-hjelme
er ikke forsynet med et indhugget fabrikationsnummer. De numre,
der normalt er indhugget i fronten af spænderingen, er Søfartsstyrelsen
eller Skibstilsynets kontrolnummer for dette dykkeudstyr og kan
desværre ikke bruges til en nærmere tidsbestemmelse,
idet Søfartsstyrelsen genbrugte disse numre. Når en
hjelm eller et udstyr udgik af en eller anden årsag, fik den
næste dykker, der skulle have nysynet sit udstyr overdraget
dette nummer. Således kan et relativt nyt udstyr have et lavt
kontrolnummer.
En identifikation, ud fra hvad man kan læse på hjelmen,
er derfor sædvanligvis ikke muligt.
Det forhold, at mange hjelme løbende er blevet modificeret,
gør ikke identificeringen lettere.
Når man taler om en "original" 2-bolts-hjelm, er
det lidt af en tilsnigelse, da en del af hjelmene - på opfordring
fra dykkerne - blev fremstillet af forskellige kobbersmede rundt
om i landet. Den ene hjelm kan således være lige så
"original" som den anden.
Hvis
man bliver tilbudt at købe en hjelm, kan det være en
god ide at se den nøje efter i sømmene og eventuelt
veje den. Der er begyndt at komme en del plagiater og replica af
"gamle" hjelme på markedet, nogle er godt lavede,
og andre er ret primitive. Det er ærgerligt at betale for
en hjelm, der viser sig at være noget andet, end det man troede.
Vi vil i en senere artikel prøve at belyse de mange suspekte
hjelme, der i dag er i handlen og som ofte sælges som "
den hjelm bedstefar brugte, da han var dykker".
|
